Redaktionen

Mikkel Mac i fortsat mesterskabsføring efter podieplacering i Barcelona

Den danske Ferrari-kører Mikkel Mac bevarede dominansen i Le Mans Cup-serien efter et udfordrende Barcelona-løb, som sluttede med en tredjeplads. Dette trods massiv tidsstraf grundet mesterskabsføring.

Den tidligere ELMS-vinder og International GT Open-mester Mikkel Mac fører stadig Le Mans Cup-mesterskabet efter sæsonens fjerde afdeling, som blev afviklet på Circuit de Barcelona-Catalunya lørdag aften. Her sluttede Mac sammen med makkeren, franske Fabien Lavergne, på en tredjeplads.

– Det blev et af de sværeste og hårdeste løb, jeg har kørt i meget lang tid. Varmen gjorde det fysisk hårdt, og bilen var meget levende at køre. Samtidig havde vi 23 sekunders tidsstraf, grundet vores føring i mesterskabet. Jeg føler, vi fik det bedste ud af dét, vi havde at arbejde med, lyder det fra Mikkel Mac.

Trods de høje spanske sommertemperaturer lykkedes det dog for Mac og Lavergne at køre en tredjeplads hjem i Luzich Racings røde Ferrari 488 GT3, hvilket betyder, at duoen fortsat fører Le Mans Cup-mesterskabet. Et mesterskab, som har stor betydning for den unge danske Ferrari-kører, da titlen udløser en billet til 24-timers Le Mans i 2020.

Mikkel Mac: Kampen spidser til

– Med kun to afdelinger tilbage af sæsonen havde det været optimalt at øge føringen denne weekend. Det skete ikke, men vi bevarede trods alt vores føring. Nu gælder det om at holde tungen lige i munden og sikre alle de point, vi kan. Vi skal vinde det her mesterskab!

Efter løbet på Circuit de Barcelona-Catalunya fører Mikkel Mac og Fabien Lavergne Le Mans Cup-mesterskabet med syv point til de nærmeste konkurrenter. Næste opgave for danskeren er på hjemmebane i København, når han stiller op i endnu en runde af det danske Super GT-mesterskab i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix den første weekend i august.

Mikkel Mac i fortsat mesterskabsføring efter podieplacering i Barcelona Read More »

Halvvejs status!

Vi er godt og vel halvvejs i sæsonen og her kommer en lille opsummering, samt et overblik over resultaterne indtil nu.
Jeg fører pt. mesterskabet i Le Mans Cup sammen med min makker Fabien Lavergne efter nogle stabile præstationer, og særligt på Le Mans hvor vi fik det maksimale pointudbytte.

OK Mobil1 Super GT Danmark serien, er det desværre ikke gået helt som planlagt, sæsonen startede med en bil som manglede power, efterfulgt af en defekt på bilen i 2. afdeling som gjorde at jeg måtte udgå i finalen. 3 afd. På Jyllandsringen blev et vaskeægte hattrick med sejre i alle 3 heats. I 4. afdeling måtte jeg endnu engang se finaleheatet fra sidelinjen, da bilen gik i stykker kort før finalestart.

Le Mans Cup
1. Afd. Paul Ricard – P3
2. Afd. Monza – P1
3. Afd. Le Mans – Race 1 – P1 // Race 2 – P1
Aktuel mesterskabs placering 1

Super GT
1. Afd. Padborg Park – P5
2. Afd. Ring Djursland – DNF
3. Afd. Jyllandsringen – P1
4. Afd. Ring Djursland – DNF 
Aktuel mesterskabs placering 5

Halvvejs status! Read More »

Mikkel Mac i Super GT: Hård weekend på Ring Djursland

Skuffende resultat for Mikkel Mac, som kæmpede med tekniske problemer i sæsonens fjerde afdeling af Super GT på Ring Djursland. Retter nu fokus mod Le Mans Cup den 20. juli i Barcelona.

KØBENHAVN, 25. JUNI 2019 – Mikkel Mac var ikke i stand til at gentage succesen fra Jyllandsringen, da han stillede op til fjerde afdeling af det danske Super GT-mesterskab på Ring Djursland i weekenden. Danskeren, som i øjeblikket er mesterskabsførende i den europæiske Le Mans Cup-serie med det amerikanske Ferrari-team Luzich Racing, måtte udgå fra søndagens finaleheat med tekniske problemer.

Udfordringerne viste sig allerede under lørdagens tidtagning, hvor Mikkel Mac kæmpede med at finde farten i sin Super GT-racer og måtte nøjes med sjettehurtigste tid. Fejlen blev dog lokaliseret inden søndagens første heat, hvilket gav det skub, som Mac havde manglet. Således formåede racerkøreren at tage starten fra tredje startposition og holde føringen helt til det ternede flag.

– Det var en af de starter, som jeg vil huske i rigtig lang tid. Med en startposition som otter i andet heat vidste jeg, at det ville blive svært, men det lykkedes mig at hente to pladser og ende som sekser, lyder det fra Mikkel Mac.

Resultaterne kombineret betød det, at Mikkel Mac skulle starte finaleheatet fra en fjerdeplads, men allerede inden starten var løbet kørt. En defekt på bilen betød nemlig, at Mac køre direkte i pit, hvorfra han skuffet kunne overvære finalen.

Mikkel Mac: Heldet var bare ikke med os

– Heldet var bare ikke med os denne weekend. Det ville have været fantastisk at slutte weekenden med et topresultat, eftersom teamet virkelig har kæmpet med bilen og jo lykkedes med at finde farten til søndagens første løb. Desværre var det ikke sådan, det skulle gå.

Mikkel Mac får mulighed for revanche til august, når det går løs med femte afdeling af Super GT, som afvikles i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj-banen i København. Forinden skal Mac dog i aktion for Ferrari-teamet Luzich Racing, når fjerde afdeling af Le Mans Cup løber af stablen i Barcelona den 19.-20. juli.

Fotos: Denner Foto og Copenhagen Originals

Mikkel Mac i Super GT: Hård weekend på Ring Djursland Read More »

Mikkel Mac sikrede både dobbeltsejr og mesterskabsføring på Le Mans

Det blev to sejre ud af to mulige for Mikkel Mac, som både torsdag og lørdag sikrede den helt store pokal i Road to Le Mans. Det prestigefyldte løb var opvarmning til det franske 24-timersløb.

LE MANS, FRANKRIG, 17. JUNI 2019 – Mikkel Mac og Fabien Lavergne fører nu Le Mans Cup-mesterskabet efter en suveræn weekend på den 13,6 kilometer lange Le Mans-bane. Her afvikledes nemlig det prestigefyldte Road to Le Mans, som er opvarmningsløb til det berømte 24-timersløb, og med to sejre ud at to mulige, ryddede den hurtige Ferrari-duo fra Luzich Racing simpelthen bordet.

– Fuldstændig optimal weekend for os! Fantastisk følelse at kunne snuppe begge sejre, og så endda på den mest berømte af alle racerbaner. Jeg har virkelig set frem til den her weekend, både fordi det ville blive et gensyn med banen, som jeg kørte på i 24-timersløbet med Formula Racing i 2016, men også fordi, at der altid er masser af danske tilskuere på Le Mans. Det var så stort at se alle de store dannebrogsflag ude på tribunerne, lyder det fra Mikkel Mac.

Mikkel Mac: Målet er 24-timers Le Mans i 2020

Den tidligere European Le Mans Series-vinder og GT Open-mester har nu banet vejen for endnu mesterskabstitel, eftersom sejrene i weekendens to Le Mans Cup-løb sendte danskeren helt til tops i kørerstillingen. Hvis det lykkes for Mikkel Mac at sikre sig titlen, er han garanteret en plads til 2020-udgaven af 24-timers Le Mans.

– Det er dét, som er målet med mesterskabet. At komme tilbage til Le Mans og køre med om den helt store titel. Som det ser ud nu, har vi gode chancer. Både fordi Lavergne og jeg er et stærkt kørerlineup, men især fordi, vi har et effektivt team i ryggen. Vores bil var perfekt i denne weekend, og vi kan næsten ikke vente med at vende tilbage med fuld power i næste afdeling.

Næste udfordring for Mikkel Mac, Fabien Lavergne og resten af Luzich Racing bliver fjerde afdeling af mesterskabet, som afvikles i Barcelona den 19.-20. juli.

MICHELIN LE MANS CUP 2019

12.-13. april – Paul Ricard, Frankrig

10.-11. maj – Monza, Italien

13.-15. juni – Le Mans, Frankrig

19.-20. juli – Circuit de Barcelona-Catalunya, Spanien

20.-21. september – Spa-Francorchamps, Belgien

25.-27. oktober – Portimao, Portugal

Mikkel Mac sikrede både dobbeltsejr og mesterskabsføring på Le Mans Read More »

HATTRICK på Jyllandsringen

København d. 10/6-2019.
HATTRICK! På Jyllandsringen
3 sejre i 3 heats.

Det blev en noget nær perfekt weekend på Jyllandsringen for Mikkel Mac, en 3. Plads i tidtagningen, gav en startplacering som nr. 6 i 1. Heat, det fik Mikkel vekslet til en flot 1. Plads.
I 2. Heat startede Mikkel fra 8. Pladsen, og lavede en super start og fik kørt sig frem på 1. Pladsen endnu engang.

De to 1. Pladser fra heat 1 og 2 samt resultatet i tidtagningen, gav Mikkel den optimale startplacering til finaleheatet. Fra 1. Startplacering tog Mikkel starten og var stort set kun under pres de første omgange fra bilen på 2. Pladsen. Som heatet skred frem, blev det klart at Mikkel Mac var i en liga for sig, og kunne sikkert køre endnu en 1. Plads hjem.

Hovedpersonen selv siger følgende: “Det er så dejligt at vi i denne weekend har fået bilen til at fungere. Mekanikerne og jeg har arbejdet benhårdt med at få bilen til at køre optimalt, og den opgave fik vi løst perfekt. Det er samtidigt rart at vise at jeg har farten og at jeg kan køre pokaler og point hjem til teamet”.

HATTRICK på Jyllandsringen Read More »

Anden afdeling af OK Mobil1 Super GT, sluttede desværre med vand fra motoren og en masse damp.

København d. 29. Maj 2019

Det blev desværre ikke den afslutning på weekenden som var målet. Efter en fornuftig kvalifikation som 2’er startede Mikkel fra 7. startplacering, da man i Super GT vender startrækkefølgen for de 8 bedste i kvalifikationen.
Første heat bød på en god start og tæt kamp igennem hele heatet. Med en startplacering som 7’er og med nogle intense kampe lykkedes det at køre en 3. plads hjem i første heat.

Anden heat blev også en fin succes og Mikkel udtaler: ”Jeg følte at farten i bilen var kanon i 2. heat. Desværre var det svært at finde vej længere frem end til 4. pladsen.”

I finale heatet skulle Mikkel starte 2’er og havde glædet sig til at vise at han og teamet havde fået løst de tekniske vanskeligheder fra første afdeling af serien, og genfundet farten i bilen.
”Jeg havde set meget frem til finale heatet. Hele weekenden havde jeg lavet super gode starter, så at starte finale heatet fra P2 var en rigtig god mulighed for at komme øverst på skamlen” fortæller Mikkel.

Der blev mellem heat 2 og 3 observeret at bilen var begyndt at tabe lidt vand, og mekanikerne fik stoppet utætheden inden sidste og afgørende heat. Men desværre blev fejlen på bilen ikke løst helt. Her er hvordan Mikkel oplever starten af sidste heat.
”Jeg bliver allerede klar over at der er muligvis stadig er noget galt med bilen på opvarmnings omgangen. Bilen damper en smule da vi holder klar ved startstregen og jeg prøver at holde fokus på at få lavet endnu en god start. Vi kommer afsted fra start, men allerede i de første par sving har jeg svært ved at holde bilen i fart, da motoren nu lækker vand som ramme bagdækkene på bilen og får den til skøjte en del rundt. Jeg kunne holde andenpladsen i 5 omgange, men måtte herefter desværre udgå med en defekt på motoren”

”Jeg syntes selv jeg fik rigtig meget ud af weekenden, en masse små justeringer efter hver gang jeg havde kørt i bilen, og så fik jeg kørt en masse vigtige point ind i løbet af weekenden.”

Næste opgave for Mikkel Mac er 3. afd. Af Super GT d. 8. Juni på FDM Jyllandsringen.

Fotos: Copenhagen Originals

Anden afdeling af OK Mobil1 Super GT, sluttede desværre med vand fra motoren og en masse damp. Read More »

Triumf for Mikkel Mac: Vinder anden afdeling af Le Mans Cup på Monza

Stor triumf for den danske Ferrari-kører, som lørdag satte konkurrenterne godt og grundigt til vægs i weekendens Le Mans Cup-løb på den italienske Formel 1-bane Monza. Nu få point fra føring i mesterskabet.

MONZA, ITALIEN, 13. MAJ 2019 – Mikkel Mac tog endnu et skridt i retningen mod det berømte 24-timersløb på Le Mans, da han lørdag kørte Luzich Racings Ferrari 488 GT3 over målstregen på en klar førsteplads i anden afdeling af Le Mans Cup. Med sejren på Monza-banen reducerede Mac og teammakkeren Fabien Lavergne afstanden til de mesterskabsførende fra ni til blot tre point.

– Det var så vigtigt med den sejr! Mesterskabskampen er benhård, fordi belønningen er en billet til 24-timers Le Mans, og hvert et point tæller. Det var et kaotisk løb, som startede i tørvejr og sluttede i monsunregn, men en god blanding af suverænt arbejde og lidt held gjorde, at vi sluttede weekenden øverst på podiet, lyder det fra Mikkel Mac.

Det var Fabien Lavergne, som kvallede det amerikanske teams Ferrari til en andenplads i GT-klassen, og franskmanden kom suverænt fra start i det to timer lang løb, hvor han tog føringen fra start. Da Fabien samtidig formåede at komme forbi en LMP3-racer, fik han skabt et hul på flere sekunder ned den nærmeste konkurrent i klassen.

Efter pitstoppet, hvor Fabien byttede plads med Mac, satte danskeren hurtigste omgangstid i GT-klassen, før tørvejret skiftede til regn. Hvad der startede med et par dryp brød pludselig ud i regn og torden, og Mac blev begyndelsesvist bedt om at blive på banen, før teamet endelig kaldte ind til dækskifte.

Mikkel Mac: En fantastisk afslutning

– Jeg var bange for, at vi havde dummet os og kørt en omgang for meget, men idet jeg drejer ind til pitlane kommer der full course yellow, hvilket betyder, at vi minimerer vores tidstab i pitten. Det var perfekt timing, med andre ord, og da jeg kommer tilbage på banen, har vi føringen, forklarer Mikkel Mac.

– Jeg havde dog nogle GT-biler foran mig, og det var først, da teamet meldte over radioen, at jeg faktisk var en omgang foran, at det gik op for mig, at jeg blot kunne fokusere på at køre bilen sikkert i mål. En fantastisk afslutning, som virkelig viser teamets styrke. Og ikke mindst en god revanche efter skuffelsen på Paul Ricard i sidste måned, hvor en tidsstraf fratog os sejren. Næste opgave for Mikkel Mac, Fabien Lavergne og resten af Luzich Racing er Road To Le Mans, som afvikles á to løb i forbindelse med det berømte 24-timersløb på Circuit de la Sarthe. Første løb flages grønt torsdag den 13. juni og følges op af endnu et løb lørdag den 15. juni – blot få timer før starten på den franske klassiker

Triumf for Mikkel Mac: Vinder anden afdeling af Le Mans Cup på Monza Read More »

Mikkel Mac sluttede femmer i Super GT-premiere trods udfordringer

Mikkel Mac byttede i weekenden sin Ferrari 488 GT3 ud med en Super GT-racer i sæsonåbneren på Padborg Park, hvor han trods tekniske udfordringer sluttede på en godkendt femteplads i finalen.

KØBENHAVN, 30. APRIL 2019 – Ved siden af sin deltagelse i Le Mans Cup stiller Mikkel Mac også op i årets udgave af den danske Super GT-serie, som havde sæsonpremiere på Padborg Park i weekenden. Her var Mac ramt af tekniske udfordringer, men formåede alligevel at slutte søndagens finaleløb på en godkendt femteplads.

– Jeg mærkede vores problemer allerede under træningen, og særligt under kvalifikationen, hvor jeg trods en ellers perfekt omgang kun lige nåede at slutte blandt de 10 hurtigste. Trods en stor indsats fra teamets side lykkedes det os ikke at finde den manglende fart henover weekenden, så jeg er generelt tilfreds med en samlet femteplads, lyder det fra Mikkel Mac.

Racekøreren, som i år stiller op for Team Jørgen Hansen Biler og deltager i alle sæsonens syv løb, kørte et suverænt første heat lørdag, hvor han hurtigt vekslede sin tiendeplads til en femteplads, før han blev ramt af en modstander og måtte tage til takke med en 11. plads.

I weekendens andet heat kørte Mac sig fra en 11. plads til en syvendeplads, hvilket resulterede i en startposition som nummer otte i finaleløbet søndag. Også her lykkedes det, trods tydelig mangel på fart, den erfarne racerkører at kæmpe sig op gennem feltet, før han kunne krydse målstregen på en femteplads.

Mikkel Mac: Tilfreds efter omstændighederne

Næste afdeling af den danske Super GT-serie afvikles på Ring Djursland den 26. maj. Inden da skal Mikkel Mac dog på opgave for Ferrari-teamet Luzich Racing i anden afdeling af Le Mans Cup, som finder sted den 11. maj på italienske Monza.

– At starte weekenden på en tiendeplads og slutte på en femteplads er naturligvis godt, og vi kan kun være glade for resultatet under omstændighederne. Det vigtigste er, at vi ved, hvor problemet ligger, og hvordan det skal løses, så vi kan vende stærkt tilbage i næste afdeling, lyder det fra Mikkel Mac.

Fotos: Denner Photo – https://www.facebook.com/DennerPhoto/

Mikkel Mac sluttede femmer i Super GT-premiere trods udfordringer Read More »

Mikkel Mac udvider 2019-programmet med deltagelse i dansk superserie

Den danske Ferrari-kører tilføjer endnu en mesterskabsdeltagelse til 2019-sæsonen, når han stiller op i Super GT Danmark.

Foto: Thomas Sinding / Copenhagen Originals

KØBENHAVN, 22. MARTS 2019 – Mikkel Mac har med sin nyligt offentliggjorte deltagelse i Le Mans Cup sat kursen mod Le Mans i 2020. Men den hurtige stjernekører og tidligere mester i European Le Mans Series vil også konkurrere på de danske baner. Og med sin deltagelse i Super GT Danmark vil Mikkel Macs danske publikum få mulighed for at følge ham på nærmeste hold i den kommende sæson. Mikkel Mac bliver en del af Team Jørgen Hansen Biler, og for første gang stiller han op i alle sæsonens syv løb, hvilket åbner muligheden for at sikre mesterskabet i den benhårde superklasse. – Det er fantastisk, at jeg nu får muligheden for at køre med om mesterskabet, lyder det fra Mikkel Mac, der tidligere med succes har deltaget i udvalgte løb i Supertourisme-serien. Ferrari-køreren skal i denne sæson køre seks to-timers løb på baner som Monza, Spa-Francorchamps og Paul Ricard. Men han stiller altså også op på Padborg Park, Ring Djursland, Jyllandsringen og den københavnske bybane på Bellahøj i en Super V6. Mikkel Mac: Ser frem til endnu mere ræs – Jeg er vild med Super GT-klassen, fordi bilerne og de danske baner passer perfekt til hinanden, og der bliver kørt noget rigtig tæt race, lyder det fra Mikkel Mac. Og Mikkel Mac ser med begejstring frem til at få endnu flere løb på årets kalender. – Le Mans Cup er et spændende og udfordrende mesterskab, som kan udløse en billet til 24-timers Le Mans i 2019. Men i forhold til andre store serier er antallet af starter relativt begrænset. Med min deltagelse i Super GT Danmark får jeg nu mulighed for både at dyste om endnu et mesterskab hjemme i Danmark og samtidig holde formen vedlige henover sæsonen, og det glæder jeg mig til.  OK MOBIL 1 SUPER GT DANMARK 2019
 27.-28. april – Padborg Park
25.-26. maj – Ring Djursland
8.-9. juni – Jyllandsringen22.-23. juni – Ring Djursland
3.-4. august – Bellahøj, København
24.-25. august – Padborg Park
12.-13. oktober – Padborg Park

Mikkel Mac udvider 2019-programmet med deltagelse i dansk superserie Read More »

Mikkel Mac vinder europæisk GT-mesterskab for Ferrari

Circuit de Barcelona-Catalunya, Spanien, 21. oktober 2018

Fantastisk præstation af Mikkel Mac, som søndag sikrede karrierens store mesterskab for Ferrari i en nervepirrende finale i Barcelona. Den 25-årige dansker tog sammen med italienske Alessandro Pier Guidi titlen i Pro-klassen i den europæiske GT Open-serie.

Mikkel Mac kan efter en stærk indsats i weekenden nu skrive endnu et stort mesterskab på sit CV. Den 25-årige racerkører sikrede sig søndag, sammen med italienske Alessandro Pier Guidi og Ferrari-teamet Luzich Racing, mesterskabet i den prestigefulde International GT Open-serie. Danskeren slog dermed fabriksstøttede teams fra både Lamborghini, BMW, Mercedes-Benz og Audi af pinden – og kunne for anden gang i karrieren tage titlen i et stort europæisk mesterskab.

– “Jeg er så fantastisk glad og stolt! Men det er vigtigt for mig at sige, at det her mesterskab skyldes en suveræn indsats fra hele teamet, som gennem sæsonen har kæmpet mod hårde odds. Vi startede stærkt ud med en dobbeltsejr i årets første løb, men kampen mod især rivalerne fra BMW har været hård. Helt frem til det sidste af weekendens to løb var mesterskabet på spil, så det var en vildt fed fornemmelse endelig at kunne krydse målstregen og slutte sæsonens som mestre”, lyder det fra Mikkel Mac.

Mac og hans italienske makker ankom til sæsonens finalerunde i Barcelona med en spinkel føring i mesterskabet, og trods en sjetteplads i weekendens første løb lørdag eftermiddag, lykkedes det Ferrari-duoen at øge føringen. Søndag kom Mac og Guidi under større pres i deres Ferrari 488, da de måtte starte firer, og dermed tre biler bag rivalerne fra BMW, som havde en pole position.

– Alessandro lavede en kanonstart og lukkede straks hullet til vores titelkonkurrenter, og da jeg kom i bilen efter vores pitstop, tog vi føringen i løbet. Jeg blev dog udfordret af en Lamborghini, som ikke var med i kampen om mesterskabet og derfor ville gøre alt for at vinde årets sidste løb, og dén lod jeg gå forbi, forklarer Mikkel Mac.

Danskeren kørte imidlertid i mål på en sikker andenplads og kunne derfor slutte 2018-sæsonen af på podiet, og ikke mindst som vindere af Pro-mesterskabet i International GT Open. Det er anden gang, Mikkel Mac sikrer et stort mesterskab for Ferrari – første gang var European Le Mans Series med Formula Racing i 2015. En titel, som sikrede Mac en entry til 24-timers Le Mans det følgende år.

– “Jeg er så glad på hele teamets vegne. Dette år har været debut for Luzich Racing, og at kunne starte op med at vinde det hele er jo bare fantastisk. En kæmpe tak til min makker, Alessandro, mit team og alle omkring holdet, vores partnere og alle mine egne sponsorer, som har bakket mig op – mange af dem gennem hele min karriere”, lyder det fra Mikkel Mac.

Også fra Mikkel Macs danske bagland og tidligere team, Formula Racing, lyder også store roser til danskerens indsats.

– “Enestående præstation! Mikkels opgave for 2018 var ganske enkel: Vind mesterskabet og vis os, hvad du kan. Dét var hvad Luzich Racing sagde, da de gav ham kontrakten, og Mikkel har ganske enkelt leveret varen. Mikkel har været en del af Formula Racing siden 2013, og vi har aldrig tvivlet på hans potentiale. Foruden at være hurtig i en racerbil er han også en optimal holdspiller, som både har det mentale overskud, der kræves i et team, og som samtidig kan holde sig udenfor problemerne ude på banen. Nu håber vi bare, at hans præstation i år har overbevist Ferrari om, at han er stærk nok til at få den fabrikskontrakt, som han altid har drømt om, og som han efter vores mening absolut er klar til”, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

Mikkel Mac vinder europæisk GT-mesterskab for Ferrari Read More »