Mikkel Mac er på startlisten til årets udgave af OK Mobil 1 Super GT, som skydes i gang på Padborg Park den kommende weekend. Den tidligere ELMS-stiller op for det nystiftede fynske team, Outzen Motorsport.
Mikkel Mac er tilbage i en racerbil på de danske baner i anden halvdel af 2020, hvor OK Mobil 1 Super GT starter op efter en længere udsættelse grundet Covid-19. Den danske Le Mans-kører og tidligere vinder af European Le Mans Series stiller op for det nystiftede Odense-team Outzen Motorsport, som har den tidligere mesterskabsvinder Michael Outzen i spidsen.
– Jeg er glad for, at det er lykkedes for Michael Outzen at samle et hold af dygtige folk og skabe rammerne for stærkt setup, og ikke mindst give mig muligheden for at være med på rejsen. Jeg har som så mange andre racerkørere haft en alt for lang pause fra sporten, og det bliver fantastisk at komme tilbage på banen igen.
Mikkel Mac var for første gang bag rattet i teamets Super GT-racer tidligere i denne uge, da flere teams fra serien mødtes til testdag på Padborg Park. Og selvom den erfarne kører ikke nåede helt til tops på listen over omgangstider, ser han alligevel frem mod sæsonpremieren med stor optimisme.
– Vi har lidt at hente på farten, men vi fik kørt en masse setups igennem på testdagen, så vi har en god idé om, hvad vi skal arbejde på den kommende weekend. Der har været travlhed, men der er god stemning og masser af kampgejst på holdet, og jeg glæder mig enormt til at komme ud og kæmpe om pokalerne igen.
Første afdeling af OK Mobil 1 Super GT afvikles søndag den 5. juli på Padborg Park. Løbet afvikles uden tilskuere grundet Covid-19-situationen, men kan ses på seriens Facebook-side.