Mikkel Mac coacher i Rusland

Mikkel Mac har den forgangne weekend været på arbejde i Rusland, hvor danskeren havde til opgave at coache den græske Ferrari Challenge-kører Kriton Lendoudis. Her kommer Mikkels egen rapport.

Sochi, Rusland, 31. Juli. 2016 – Jeg været på arbejde som coach for den græske Ferrari Challenge-kører Kriton Lendoudis. En fed oplevelse, som forhåbentlig kan være med til at bringe mig tættere på min ambition om en fabrikskontrakt hos Ferrari.

IMG_6716

Natten til den 28. juli fløj jeg til Moskva og derfra videre til Sochi. Jeg hoppede i en taxi med det samme og direkte ud til banen, hvor der skulle testes. Det var muligt at have to sæder i bilen, så der kunne læres mest muligt hurtigt. Først kørte jeg, derefter Kriton.

Fredag havde vi træning igen. Der blev set en masse video samt data, som der bliver tjekket efter hver gang han har kørt i bilen, for konstant at kunne udvikle sig.

Lørdag skulle den første tidtagning og race 1 køres. Til tidtagningen sluttede Kriton som nr. 5. Inden løbet startede, snakkede vi om de forskellige situationer som kunne opstå, og hvordan de skulle tackles på bedst mulige vis.

Race 1: Kriton kørte et godt løb og endte på podiet som P3. Dette var Kritons første podieplacering i Ferrari Challenge, så det var super fedt for os begge to.

Søndag skulle en ny tidtagning afgøre startplaceringen til weekendens sidste løb, race 2. Tidtagningen blev desværre ikke som håbet, da der var trafik på den hurtigste omgang. Kriton endte P8.

Vi snakkede kort omkring det med at finde et hul til næste gang, så han ikke rammer trafik i en tidtagning igen.

Race 2: Kriton lavede en god start og forsatte arbejdet fra hvor vi slap dagen forinden. Kriton kørte konstant som en af de hurtigste på banen, og efter 30 minutters race havde han kørt sig op på en flot 4. plads. Og hvis der bare havde været en omgang mere, havde han taget en tur på podiet igen.

Jeg har nydt at arbejde sammen med Kriton og hans ven Lampros, og jeg føler, vi alle sammen har haft en konstruktiv og lærerig race weekend!

MIKKEL MAC