Trods svære betingelser sluttede Mikkel Mac og Spirit Of Race på podiet i weekendens GT Open-løb på Monza.
København, 4. oktober 2017 – Sjette afdeling af International GT Open blev en udfordrende omgang for Spirit Of Race-kørerne Mikkel Mac og Miguel Ramos, som sluttede weekenden med en imponerende podieplacering.
Allerede inden weekendens første løb mærkede Ferrari-duoen modstand. Trods en ellers suveræn balance i deres Ferrari 488 GT3 matchede omgangstiderne under træningen slet ikke det, som konkurrenterne præsterede. Teamets ingeniører brugte derfor det meste af fredag aften på at analysere og optimere ud fra data og grafer for at være så godt forberedt som muligt til weekendens første kvalifikation lørdag formiddag.
“Det var Miguel, som kørte den første kvalifikation, og som forventet rakte det ikke til nogen topplacering, men derimod til en 13. plads. Ud over det fik Miguel samtidig en skidt start i lørdagens løb. Vi manglede omkring 10 kilometer i timen på topfarten, og han kom ud af første sving på en 17. plads, så der var virkelig noget at arbejde på,” forklarer Mikkel Mac.
Efter 29 minutter af det én time og 10 minutter lange løb pittede Miguel Ramos og afleverede bilen til Mikkel Mac på en 13. plads. Danskeren kørte herefter et imponerende stint og kunne krydse målstregen på en femteplads – altså hele otte placeringer højere, end duoen startede.
Søndag var det Mikkel Macs tur til at sætte en kvalifikationstid, og trods manglen på topfart, hvilket er kritisk på en højhastighedsbane som Monza, præsterede Mac feltets tredjehurtigste tid.
“Søndagens løb bød igen på en udfordrende start, hvor jeg kom igennem første sving på en fjerdeplads, selv om jeg inden svinget var nede på en sjetteplads grundet hastighedsforskellen,” forklarer Mikkel Mac.
“Jeg hang på og gjorde alt for at komme forbi bilen på tredjepladsen, men hver gang jeg kom ud af et sving og fik kæmpet mig op på siden af ham, trak han fra mig og fik lavet et hul på omkring 30 meter før hver bremsezone.”
Mikkel Mac afleverede bilen til Miguel Ramos på en fjerdeplads, men vidste samtidig, at en af bilerne foran ville skifte fra professionel til amatørkører, hvilket ville give Ramos en chance for at tage en placering.
“Miguel gjorde præcis, som vi håbede, og selv om han på de sidste to omgange fik selskab bagfra af en konkurrent, som også gerne ville på podiet, forsvarede han sig fantastisk og sørgede for, at vi sluttede løbet på tredjepladsen,” fortæller Mikkel Mac.
“Alt taget i betragtning var det fantastisk, at vi fik kørt en tredjeplads hjem under de betingelser, vi kæmpede med. Jeg er normalt ikke så stolt af en tredjeplads, men i dette tilfælde er det anderledes, da vi virkelig manglede fart.”
Næste opgave for Mikkel Mac i International GT Open er syvende og sidste afdeling af mesterskabet, som afvikles i Barcelona den 28.-29. oktober. Forinden skal Mac køre sidste afdeling af Danish Supertourisme Turbo i sin Alfa Romeo-racer for Team Roskilde Racing Center. Det sker på Padborg Park den 7.-8. oktober.