Mikkel Mac skifter sin danske adresse ud med en italiensk, når han i denne måned flytter til Milano for at styrke samarbejdet med sin italienske arbejdsgiver, Ferrari-teamet AF Corse.
København, 17. juli 2017 – Det er som alt andet i motorsport et spørgsmål om strategi, når Mikkel Mac senere i denne måned flytter til den italienske storby Milano. Det sker nemlig for at komme tættere på sin italienske arbejdsgiver, AF Corse, men også for at lære sproget og den italienske kultur endnu bedre at kende.
– Jeg har arbejdet sammen med italienere, siden min sæson i Maserati World Trofeo i 2013, og mine relationer til Ferrari er naturligt styrket efter tre sæsoner med Formula Racing og AF Corse i European Le Mans Series. Jeg kan godt lide den italienske ånd og lidenskab, og jeg har med tiden lært en del italienske motorsportsfolk rigtig godt at kende, lyder det fra Mikkel Mac.
– Problemet er bare, at der er langt mellem Danmark og Italien. Ved at flytte til Milano kommer jeg tæt på den daglige gang i teamet og kan nemmere deltage i møder og andre aktiviteter, som jeg ellers ville sige nej til på grund af afstanden, lyder det fra Mikkel Mac.
Den 24-årige racerkører, som lige nu holder en delt føring i International GT Open-mesterskabet, arbejder desuden som coach hos danske Formula Racing, ligesom han deltager i den danske Supertourisme-serie, når kalenderen tillader det. Han debuterede i 24-timers Le Mans med Formula Racing i 2016, og han kører i år for det AF Corse-supporterede team, Spirit Of Racing, med sin portugisiske makker, Miguel Ramos.