press

Mikkel Mac igen på podiet i GT Open

Trods svære betingelser sluttede Mikkel Mac og Spirit Of Race på podiet i weekendens GT Open-løb på Monza.

København, 4. oktober 2017 – Sjette afdeling af International GT Open blev en udfordrende omgang for Spirit Of Race-kørerne Mikkel Mac og Miguel Ramos, som sluttede weekenden med en imponerende podieplacering.

Allerede inden weekendens første løb mærkede Ferrari-duoen modstand. Trods en ellers suveræn balance i deres Ferrari 488 GT3 matchede omgangstiderne under træningen slet ikke det, som konkurrenterne præsterede. Teamets ingeniører brugte derfor det meste af fredag aften på at analysere og optimere ud fra data og grafer for at være så godt forberedt som muligt til weekendens første kvalifikation lørdag formiddag.

“Det var Miguel, som kørte den første kvalifikation, og som forventet rakte det ikke til nogen topplacering, men derimod til en 13. plads. Ud over det fik Miguel samtidig en skidt start i lørdagens løb. Vi manglede omkring 10 kilometer i timen på topfarten, og han kom ud af første sving på en 17. plads, så der var virkelig noget at arbejde på,” forklarer Mikkel Mac.

Efter 29 minutter af det én time og 10 minutter lange løb pittede Miguel Ramos og afleverede bilen til Mikkel Mac på en 13. plads. Danskeren kørte herefter et imponerende stint og kunne krydse målstregen på en femteplads – altså hele otte placeringer højere, end duoen startede.

Søndag var det Mikkel Macs tur til at sætte en kvalifikationstid, og trods manglen på topfart, hvilket er kritisk på en højhastighedsbane som Monza, præsterede Mac feltets tredjehurtigste tid.

“Søndagens løb bød igen på en udfordrende start, hvor jeg kom igennem første sving på en fjerdeplads, selv om jeg inden svinget var nede på en sjetteplads grundet hastighedsforskellen,” forklarer Mikkel Mac.

“Jeg hang på og gjorde alt for at komme forbi bilen på tredjepladsen, men hver gang jeg kom ud af et sving og fik kæmpet mig op på siden af ham, trak han fra mig og fik lavet et hul på omkring 30 meter før hver bremsezone.”

Mikkel Mac afleverede bilen til Miguel Ramos på en fjerdeplads, men vidste samtidig, at en af bilerne foran ville skifte fra professionel til amatørkører, hvilket ville give Ramos en chance for at tage en placering.

“Miguel gjorde præcis, som vi håbede, og selv om han på de sidste to omgange fik selskab bagfra af en konkurrent, som også gerne ville på podiet, forsvarede han sig fantastisk og sørgede for, at vi sluttede løbet på tredjepladsen,” fortæller Mikkel Mac.

“Alt taget i betragtning var det fantastisk, at vi fik kørt en tredjeplads hjem under de betingelser, vi kæmpede med. Jeg er normalt ikke så stolt af en tredjeplads, men i dette tilfælde er det anderledes, da vi virkelig manglede fart.”

Næste opgave for Mikkel Mac i International GT Open er syvende og sidste afdeling af mesterskabet, som afvikles i Barcelona den 28.-29. oktober. Forinden skal Mac køre sidste afdeling af Danish Supertourisme Turbo i sin Alfa Romeo-racer for Team Roskilde Racing Center. Det sker på Padborg Park den 7.-8. oktober.

Presse kit med billeder

Mikkel Mac igen på podiet i GT Open Read More »

Mikkel Mac optimist efter udfordrende GT Open-premiere

Danskeren sluttede som bedste Ferrari-kører i sæsonens første afdeling af International GT Open på Estoril i Portugal.

PRESSEMEDDELELSE fra Mikkel Mac

Estoril, Portugal, 30. april 2017 – Første afdeling af International GT Open udløste ingen podieplads til Mikkel Mac og Miguel Ramos, som dog formåede at slutte som bedste Ferrari-kørere i begge weekendens løb på portugisiske Estoril.

“Jeg havde bestemt regnet med at komme på podiet denne weekend, men det blev det ikke til. Alt taget i betragtning er jeg alligevel tilfreds og ret optimistisk i forhold til, hvad Miguel og jeg fik ud af en hård og problemfyldt weekend,” lyder det fra Mikkel Mac.

Danskeren var allerede i sædet torsdag, hvor der blev afholdt tre frie træninger, og hvor duoen – den FIA-kategoriserede guldkører Mikkel Mac og sølvkører Miguel Ramos – fik testet en masse setup. Arbejdet fortsatte fredag, hvor der afvikledes to officielle testsessions. Da hver kører kræves at køre en kvalifikationen og samtidig starte det pågældende løb i bilen, valgte teamet af lade portugiseren begynde showet, og det blev til en startplacering som nummer 12 i første løb.

“Miguel formåede at holde tolvtepladsen den første halve time, hvorefter jeg hoppede i bilen og kørte os op til en ottendeplads med god fart i bilen,” forklarer Mikkel Mac.

Søndag blev det Mikkel Macs tur til at køre kvalifikationen, og forventningerne var høje, da danskeren hele weekenden havde været blandt de hurtigste i klassen. Regnen væltede ned over den tidligere Formel 1-bane helt frem til kvalifikationen, og Mikkel Mac startede da også ud med at være hurtigst på regnvejrsdæk. Imidlertid tørrede banen op, og teamet satte derfor slicks på danskerens Ferrari 488 GT3.

“Desværre fik vi skiftet dæk for hurtigt, for banen blev kun bedre og bedre, mens dækkene blev dårligere for hver omgang. Desuden blev min bedste tid annulleret, da jeg mod reglementet kom til at bruge de hvide linjer som en del af banen – en regel, som man ikke har haft i de andre GT-serier, jeg har kørt, og som jeg desværre ikke var klar over,” fortæller Mikkel Mac.

“Det betød, at vi skulle starte helt nede fra en fjortendeplads til søndagens løb, hvor jeg var første mand i bilen. Planen var, at vi skulle have point med hjem, og jeg fik en god start, men endte så i midten af en sandwich i andet sving, hvor jeg fik en skade på fronten af bilen. Det betød desværre, at vi måtte kæmpe med understyring i resten af løbet, men jeg fik alligevel kørt os frem til en femteplads, som Miguel formår at beholde helt frem til målstregen.”

“Så weekenden har ikke været helt uden problemer og udfordringer, men vi sluttede imidlertid som bedste Ferrari i hvert løb. Men det var fedt at komme ud og køre ræs igen, og jeg er så klar til revanche på Spa,” lyder det fra Mikkel Mac.

“Men først skal jeg hjem og køre løb i den danske Supertourisme-serie på Ring Djursland og Aarhus – det glæder jeg mig virkelig til.”

Pressekit

Mikkel Mac optimist efter udfordrende GT Open-premiere Read More »