roskilde racing center

Suveræn i Danish Supertourisme: Mikkel Mac sejrede på Djursland

Mikkel Mac leverede kongepræstation foran sine danske fans, da han sejrede i weekendens sjette afdeling af Danish Supertourisme Turbo på Ring Djursland.

København, 21. september 2017
Mikkel Mac er sjældent i Danmark, men når han er, giver han den alt, hvad den kan trække. Således også i den forgangne weekend, hvor den travle Ferrari-kører med bopæl i Milano slog samtlige konkurrenter af pinden ved at vinde sæsonens næstsidste afdeling af den danske Supertourisme-serie på Ring Djursland.

– Jeg elsker at køre løb hjemme i Danmark, især når man kan stille sig øverst på podiet, når weekenden er slut! Fantastisk indsats af hele teamet. Vi ramte setuppet perfekt denne weekend, og bilen kørte fuldstændigt som den skulle fra start til slut, lyder det fra Mikkel Mac.

Mac nøjedes ikke bare med at vinde weekendens finale, for den tidligere ELMS-mester og 24-timers Le Mans-kører satte også hurtigste omgangstid i alle weekendens løb. Også kvalifikationen, hvilket betød, at han skulle starte fra en ottendeplads i weekendens første heat, da de otte hurtigste kval-kørere traditionelt starter i omvendt rækkefølge.

Køreren fra Team Roskilde Racing Center kørte sig frem til femteplads og skulle derfor starte fra en fjerdeplads i andet heat. Et heat, som Mikkel Mac på suveræn vis formåede at vinde, da han overhalede den førende bil på sidste omgang.

Weekendens afgørende finaleheat blev domineret af Mikkel Mac fra start til slut. Resultaterne fra weekendens foregående heat udløste en pole position til den hurtige racerkører, og da lamperne slukkede, stak Mac af og fik hurtigt oparbejde sig et gedigent hul ned til resten af feltet.

– Stor sejr, ikke bare for mig, men for alle bag Team Roskilde Racing Center. Vi kører ikke for sjov, og det er weekendens pokal et gyldent bevis på. Jeg er stolt over at have så dygtige folk omkring mig, og vi kan ikke takke vores samarbejdspartnere nok for vores resultat denne weekend, siger Mikkel Mac.

Med sejren på Ring Djursland har Mikkel Mac nu indtaget ottendepladsen i Supertourisme-mesterskabet, trods han har måttet melde fra til to af sæsonens afdelinger grundet hans forpligtelser hos det italienske Ferrari-fabriksteam, AF Corse. Sidste afdeling af Danish Supertourisme Turbo på Padborg Park i Sønderjylland.

Næste opgave for Mikkel Mac bliver sjette afdeling af International GT Open, som afvikles på Monza-banen i Italien den 30. september og 1. oktober. Allerede i den kommende weekend trækker Mac dog kørehandskerne på og agerer instruktør for Formula Racings privatkørere i Ferrari Challenge-serien på engelske Silverstone.

Suveræn i Danish Supertourisme: Mikkel Mac sejrede på Djursland Read More »

HATTRICK FOR MIKKEL MAC OG TEAM ROSKILDE RACING CENTER

RUDSKOGEN – Norge 18. juni 2017 Vi havde fra starten af weekenden farten og en god fornemmelse af at vi kunne køre hurtigst, men tiderne er tætte i toppen af DST-Feltet. Vi lærte hele tiden bilen bedre at kende og vi kunne arbejde intensivt på setuppet.

Men allerede under tidtagningen fik vi problemer med motoren så fokus var at sætte en god nok tid for ikke at starte sidst men samtidig også skåne motoren. Vi fik trods udfordringerne en tid som fjerde hurtigst og taget omstændighederne i betragtning var det positivt.

Allerede 30 minutter efter tidtagning skulle vi køre 1. Heat så teamet skulle knokle hårdt for at finde fejlen og forsøge at udbedre den. Men kunne mærke at vi ikke havde fundet fejlen og 1. Heat skulle køres uden optimal performance i bilen. Så nu skulle der køres til, køres klogt og satses de rigtige steder. Jeg fik en god start og kørte stille og roligt op i feltet, så trods udfordringerne var det bil nr. 22 der kørte over målstregen som etter og vinder af 1. heat. Fedt.

Vi havde derefter tre timer inden næste heat og var derfor muligt at nå at skrue mere på bilen, det lykkedes os at finde problemet og var så klar til andet heat.

Da man vender Top 8 skulle jeg starte som nr. 8 men igen fik jeg en rigtig god start og uden motorproblemer kunne jeg overhale én efter én for til sidst at slutte på dagens anden førsteplads. Første heat i DST 2017 uden udfordringer af enten den ene eller anden art. Så det var med fuld fokus og masser af selvtillid jeg skulle gøre mig klar til 3. Heat. Hvor jeg starter som toer da man tager point fra kvalifikationen og lægger sammen med resultaterne fra første og andet heat.

Finalen startes med stående start, fremfor de to foregående som er rullende, og jeg får en super start og overhaler allerede Michel Nykjær inden første sving og kan sådan set styre løbet derfra. Så det blev 15 minutter med bil nr. 22, Team Roskilde Racing Center, i front fra start til slut. Tre ud af tre sejre!

Det var det fedeste endelig at bevise vi kan vinde når bilen fungerer. Er så glad og stolt på mine og teamets vegne. Er mega stolt af hele teamet og det vi har præsteret i dag.

Så selvom jeg ikke var med på Le Mans i denne weekend fik jeg masser af success med hjem fra én af skandinaviens flotteste og mest spændende racerbaner.  

Fotos: www.motorsporten.dk

HATTRICK FOR MIKKEL MAC OG TEAM ROSKILDE RACING CENTER Read More »