Nærkontakt med en prototype ødelagde de danske Ferrari-køreres chance for et topresultat i weekendens afdeling af European Le Mans Series på Spa-Francorchamps.
Udsendt af FORMULA RACING
Allerød, 26. september 2016 —Det blev til en skuffende syvendeplads for Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen, som i søndag eftermiddag kørte femte afdeling af European Le Mans Series på belgiske Spa-Francorchamps. Et sammenstød med en prototype tidligt i løbet blev afgørende for den danske Ferrari.
– Vi må desværre erkende, at det er en af de weekender, som bare skal glemmes, lød det fra teamchef Allan Jørgensen efter det fire timer lange løb.
Udfordringerne begyndte allerede under kvalifikationen, hvor den danske Ferrari 458 Italia sluttede sidst i den otte biler store GTE-klasse.
– Efter anden og sidste træning havde vi et rigtigt godt setup, og vi besluttede at lave nogle yderligere justeringer inden kvalifikationen. Om det var dét, det gjorde, at bilen pludselig ikke havde den samme performance, er svært at sige. Men vores fart forsvandt.
Det var Johnny Laursen, som startede løbet, og efter en god start kom den rutinerede racerkører i nærkontakt med en LMP2-prototype. Sammenstødet betød, at de to racerbiler måtte have hjælp til at komme tilbage på asfalten, ligesom Laursen herefter måtte fortrække til pitten for at få repareret skaderne.
Da Laursen samtidig fik tilkendt en stop-and-go-straf, var danskerne sat flere omgange bagud uden chance for at kæmpe sig tilbage til et topresultat.
Christina Nielsen: Kæmpe skuffelse
Det var Christina Nielsen, som overtog bilen efter Johnny Laursens stint, og den 24-årige racerkører kørte et enkelt stint, før hun gav bilen tilbage til Laursen.
– Efter uheldet måtte vi bare erkende, at løbet var kørt. Det var på mange måder en udfordrende weekend, og stor ros til crewet for at fikse bilen så hurtigt efter uheldet. Nu gælder det om at se fremad, lyder det fra Christina Nielsen.
Mikkel Mac: Kæmpe skuffelse
– Uheld som dette er desværre en del af sporten, og det forvandlede sig pludselig et løb, hvor det kun handlede om at få bilen sikkert i mål, lyder det fra Mikkel Mac.
– Det var bestemt ikke en weekend, som spillede til vores fordel, og det må vi forsøge at rette op på til sæsonfinalen i Portugal i næste måned.
Weekendens syvendeplads på Spa-Francorchamps betyder, at Mikkel Mac og Johnny Laursen rykker ned på en ottendeplads, mens Christina Nielsen holder en 13. plads i kørernes mesterskab. Næste opgave for Formula Racing er finaleløbet på Estoril den 21.-23. oktober.