International GT Open 5. runde – Silverstone

Det var overordnet en hård weekend på Silverstone banen i England for Ferrari nr. 488.
Weekenden startede med at vi havde rigtigt svært ved at få skabt balance i bilen, vi måtte derfor bruge en hel del omgange på at finde frem til et fungerende setup, hvor bilen grundlæggende kunne køres på grænserne. Til denne løbs weekend havde løbsledelsen valgt at ændre “balance of performance” på alle Ferrari-racere i feltet. Det var derfor ekstra hårdt at få fart i raceren, med nedsat effekt på motoren og 15 kg. ballastvægt i Ferrarien.

Balance of Performance ændringen resulterede i at vi var ca. 10 km/t for langsom på alle længere lige strækninger. På Silverstone er der 4 længere strækninger og det gjorde at vi umuligt kunne følge med de hurtigste.

I lørdagens løb startede vi langt tilbage og havde 15 sekunders ekstra tid i pitten på baggrund af vores resultat ved 4. afdeling af mesterskabet på Hungaroring.
Da jeg kom i bilen var vi meget langt tilbage i feltet, og med væsentligt mindre motorkraft end det øvrige felt af biler, kunne jeg kun indhente de andre i svingene.
Det er naturligvis frustrerende som racerkører at indhente de foran kørende i nedbremsninger og gennem sving, for derefter at se dem “stikke af” hver gang det går lige ud.

I søndagens kvalifikation fik jeg kørt os til en startplads som nr. syv, og med den motorkraft vi havde til rådighed er jeg yderst tilfreds. Mit stint i søndagens løb gik rigtig godt, og jeg kunne holde syvendepladsen.
Miguel mistede desværre to placeringer og vi sluttede løbet på en niendeplads.

Jeg synes selv vi fik det maksimale ud af bilen og jeg satte den hurtigste tid blandt de deltagende Ferrarier. Det var desværre bare ikke nok til at skaffe holdet en topplacering denne weekend. Vi er nu nummer fem, 18 point efter nummer ét.

Vi holder hovedet højt og gør os klar til at kæmpe med om sejren i næste afdeling på hjemmebanen, Monza i Italien.

Photo: Xynamic Automotive Photography

Mikkel Mac styrker sine muligheder og forbindelse med Ferrari

Mikkel Mac skifter sin danske adresse ud med en italiensk, når han i denne måned flytter til Milano for at styrke samarbejdet med sin italienske arbejdsgiver, Ferrari-teamet AF Corse.

København, 17. juli 2017 – Det er som alt andet i motorsport et spørgsmål om strategi, når Mikkel Mac senere i denne måned flytter til den italienske storby Milano. Det sker nemlig for at komme tættere på sin italienske arbejdsgiver, AF Corse, men også for at lære sproget og den italienske kultur endnu bedre at kende.

– Jeg har arbejdet sammen med italienere, siden min sæson i Maserati World Trofeo i 2013, og mine relationer til Ferrari er naturligt styrket efter tre sæsoner med Formula Racing og AF Corse i European Le Mans Series. Jeg kan godt lide den italienske ånd og lidenskab, og jeg har med tiden lært en del italienske motorsportsfolk rigtig godt at kende, lyder det fra Mikkel Mac.

– Problemet er bare, at der er langt mellem Danmark og Italien. Ved at flytte til Milano kommer jeg tæt på den daglige gang i teamet og kan nemmere deltage i møder og andre aktiviteter, som jeg ellers ville sige nej til på grund af afstanden, lyder det fra Mikkel Mac.

Den 24-årige racerkører, som lige nu holder en delt føring i International GT Open-mesterskabet, arbejder desuden som coach hos danske Formula Racing, ligesom han deltager i den danske Supertourisme-serie, når kalenderen tillader det. Han debuterede i 24-timers Le Mans med Formula Racing i 2016, og han kører i år for det AF Corse-supporterede team, Spirit Of Racing, med sin portugisiske makker, Miguel Ramos.

Mikkel Mac optimist efter udfordrende GT Open-premiere

Danskeren sluttede som bedste Ferrari-kører i sæsonens første afdeling af International GT Open på Estoril i Portugal.

PRESSEMEDDELELSE fra Mikkel Mac

Estoril, Portugal, 30. april 2017 – Første afdeling af International GT Open udløste ingen podieplads til Mikkel Mac og Miguel Ramos, som dog formåede at slutte som bedste Ferrari-kørere i begge weekendens løb på portugisiske Estoril.

“Jeg havde bestemt regnet med at komme på podiet denne weekend, men det blev det ikke til. Alt taget i betragtning er jeg alligevel tilfreds og ret optimistisk i forhold til, hvad Miguel og jeg fik ud af en hård og problemfyldt weekend,” lyder det fra Mikkel Mac.

Danskeren var allerede i sædet torsdag, hvor der blev afholdt tre frie træninger, og hvor duoen – den FIA-kategoriserede guldkører Mikkel Mac og sølvkører Miguel Ramos – fik testet en masse setup. Arbejdet fortsatte fredag, hvor der afvikledes to officielle testsessions. Da hver kører kræves at køre en kvalifikationen og samtidig starte det pågældende løb i bilen, valgte teamet af lade portugiseren begynde showet, og det blev til en startplacering som nummer 12 i første løb.

“Miguel formåede at holde tolvtepladsen den første halve time, hvorefter jeg hoppede i bilen og kørte os op til en ottendeplads med god fart i bilen,” forklarer Mikkel Mac.

Søndag blev det Mikkel Macs tur til at køre kvalifikationen, og forventningerne var høje, da danskeren hele weekenden havde været blandt de hurtigste i klassen. Regnen væltede ned over den tidligere Formel 1-bane helt frem til kvalifikationen, og Mikkel Mac startede da også ud med at være hurtigst på regnvejrsdæk. Imidlertid tørrede banen op, og teamet satte derfor slicks på danskerens Ferrari 488 GT3.

“Desværre fik vi skiftet dæk for hurtigt, for banen blev kun bedre og bedre, mens dækkene blev dårligere for hver omgang. Desuden blev min bedste tid annulleret, da jeg mod reglementet kom til at bruge de hvide linjer som en del af banen – en regel, som man ikke har haft i de andre GT-serier, jeg har kørt, og som jeg desværre ikke var klar over,” fortæller Mikkel Mac.

“Det betød, at vi skulle starte helt nede fra en fjortendeplads til søndagens løb, hvor jeg var første mand i bilen. Planen var, at vi skulle have point med hjem, og jeg fik en god start, men endte så i midten af en sandwich i andet sving, hvor jeg fik en skade på fronten af bilen. Det betød desværre, at vi måtte kæmpe med understyring i resten af løbet, men jeg fik alligevel kørt os frem til en femteplads, som Miguel formår at beholde helt frem til målstregen.”

“Så weekenden har ikke været helt uden problemer og udfordringer, men vi sluttede imidlertid som bedste Ferrari i hvert løb. Men det var fedt at komme ud og køre ræs igen, og jeg er så klar til revanche på Spa,” lyder det fra Mikkel Mac.

“Men først skal jeg hjem og køre løb i den danske Supertourisme-serie på Ring Djursland og Aarhus – det glæder jeg mig virkelig til.”

Pressekit

International GT Open – Ferrari nr. 488




København 27. april 2017 – I weekenden 29-30. april går det for alvor løs på Autódromo Fernanda Pires da Silva også kendt som Estoril, Portugal,
ikke langt fra hovedstaden Lissabon.
Det er første afdeling af International GT Open og jeg er super spændt.
Det er nu det sker! Racerbil nr. 488 venter på os.


Det er faktisk lidt ‘sjovt’ at det hele starter hvor det desværre sluttede alt for tidligt i ELMS sammen med Formula Racing. Det var nemlig også på Estoril tilbage i oktober 2016.

Jeg har lige siden den weekend været 100% fokuseret på at mit 2017 år skal være mit år!
Nyt team i en super seriøs international serie.
Mikkel Mac er tændt på sejr, mere end nogensinde før.

Forventningerne til weekenden er klart at være med oppe hvor det sker. I toppen af pro-klassen sammen med Miguel Ramos og Spirit of Race. Vores tests har været positive og vi har allerede nu et godt setup selvom vi ikke har været med ved alle tests. Min form, både den fysiske men også den mentale, er i topform.
Jeg føler mig rigtig klar, det er det vi alle har kæmpet så hårdt for.


Livestream

I løbet af weekenden vil jeg forsøge at holde jer opdateret så godt som muligt både via facebook, instagram og I vil også kunne følge serien på livestream.
Følg med på
http://mikkelmac.dk/livestream

 

 

Lørdag

Søndag

Kvalifikation Miguel

Kl.10:40

1. race

Kl.16:15 (60 min)

Kvalifikation Mikkel 

Kl.1o:40

2. race

Kl.14:15 (70 min)

Tiderne er vejledende og i dansk tid.

Tak til alle sponsorer, venner, familie, samarbejdspartnere og ikke mindst fans og trofaste følgere på sociale medier som har gjort det muligt for mig at gøre det som jeg holder allermest af.

Tak 🙂

/Mikkel