København d. 29. Maj 2019
Det blev desværre ikke den afslutning på weekenden som var målet. Efter en fornuftig kvalifikation som 2’er startede Mikkel fra 7. startplacering, da man i Super GT vender startrækkefølgen for de 8 bedste i kvalifikationen.
Første heat bød på en god start og tæt kamp igennem hele heatet. Med en startplacering som 7’er og med nogle intense kampe lykkedes det at køre en 3. plads hjem i første heat.
Anden heat blev også en fin succes og Mikkel udtaler: ”Jeg følte at farten i bilen var kanon i 2. heat. Desværre var det svært at finde vej længere frem end til 4. pladsen.”
I finale heatet skulle Mikkel starte 2’er og havde glædet sig til at vise at han og teamet havde fået løst de tekniske vanskeligheder fra første afdeling af serien, og genfundet farten i bilen.
”Jeg havde set meget frem til finale heatet. Hele weekenden havde jeg lavet super gode starter, så at starte finale heatet fra P2 var en rigtig god mulighed for at komme øverst på skamlen” fortæller Mikkel.
Der blev mellem heat 2 og 3 observeret at bilen var begyndt at tabe lidt vand, og mekanikerne fik stoppet utætheden inden sidste og afgørende heat. Men desværre blev fejlen på bilen ikke løst helt. Her er hvordan Mikkel oplever starten af sidste heat.
”Jeg bliver allerede klar over at der er muligvis stadig er noget galt med bilen på opvarmnings omgangen. Bilen damper en smule da vi holder klar ved startstregen og jeg prøver at holde fokus på at få lavet endnu en god start. Vi kommer afsted fra start, men allerede i de første par sving har jeg svært ved at holde bilen i fart, da motoren nu lækker vand som ramme bagdækkene på bilen og får den til skøjte en del rundt. Jeg kunne holde andenpladsen i 5 omgange, men måtte herefter desværre udgå med en defekt på motoren”
”Jeg syntes selv jeg fik rigtig meget ud af weekenden, en masse små justeringer efter hver gang jeg havde kørt i bilen, og så fik jeg kørt en masse vigtige point ind i løbet af weekenden.”
Næste opgave for Mikkel Mac er 3. afd. Af Super GT d. 8. Juni på FDM Jyllandsringen.
Fotos: Copenhagen Originals