Mikkel Mac i Super GT: Hård weekend på Ring Djursland

Skuffende resultat for Mikkel Mac, som kæmpede med tekniske problemer i sæsonens fjerde afdeling af Super GT på Ring Djursland. Retter nu fokus mod Le Mans Cup den 20. juli i Barcelona.

KØBENHAVN, 25. JUNI 2019 – Mikkel Mac var ikke i stand til at gentage succesen fra Jyllandsringen, da han stillede op til fjerde afdeling af det danske Super GT-mesterskab på Ring Djursland i weekenden. Danskeren, som i øjeblikket er mesterskabsførende i den europæiske Le Mans Cup-serie med det amerikanske Ferrari-team Luzich Racing, måtte udgå fra søndagens finaleheat med tekniske problemer.

Udfordringerne viste sig allerede under lørdagens tidtagning, hvor Mikkel Mac kæmpede med at finde farten i sin Super GT-racer og måtte nøjes med sjettehurtigste tid. Fejlen blev dog lokaliseret inden søndagens første heat, hvilket gav det skub, som Mac havde manglet. Således formåede racerkøreren at tage starten fra tredje startposition og holde føringen helt til det ternede flag.

– Det var en af de starter, som jeg vil huske i rigtig lang tid. Med en startposition som otter i andet heat vidste jeg, at det ville blive svært, men det lykkedes mig at hente to pladser og ende som sekser, lyder det fra Mikkel Mac.

Resultaterne kombineret betød det, at Mikkel Mac skulle starte finaleheatet fra en fjerdeplads, men allerede inden starten var løbet kørt. En defekt på bilen betød nemlig, at Mac køre direkte i pit, hvorfra han skuffet kunne overvære finalen.

Mikkel Mac: Heldet var bare ikke med os

– Heldet var bare ikke med os denne weekend. Det ville have været fantastisk at slutte weekenden med et topresultat, eftersom teamet virkelig har kæmpet med bilen og jo lykkedes med at finde farten til søndagens første løb. Desværre var det ikke sådan, det skulle gå.

Mikkel Mac får mulighed for revanche til august, når det går løs med femte afdeling af Super GT, som afvikles i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj-banen i København. Forinden skal Mac dog i aktion for Ferrari-teamet Luzich Racing, når fjerde afdeling af Le Mans Cup løber af stablen i Barcelona den 19.-20. juli.

Fotos: Denner Foto og Copenhagen Originals