spirit of race

Mikkel Mac sluttede sæsonen med en podieplacering

Sikrede holdet en andenplads i sæsonens sidste afdeling i Barcelona

København, 1. November 2017 – Årets sidste afdeling af International GT Open udløste en podieplacering til Mikkel Mac og Miguel Ramos, som sluttede på en femteplads i kørernes mesterskab.

Men weekenden startede udfordrende for Ferrari-duoen, som havde svært ved at finde balancen i bilen under de indledende tests. Først under den frie træning fredag lykkedes det at finde et konkurrencedygtigt setup, og Miguel Ramos hentede en niendeplads i weekendens første kvalifikation lørdag.

– Det var Miguel, som startede løbet i bilen, og han kæmpede en hård kamp. Undervejs i hans stint kom der en safetycar på banen, hvilket hjalp os med at komme tættere på de forreste biler. Da jeg overtog bilen var vi nede på tiendepladsen og med fem sekunders handicap i pitlane så det svært ud, lyder det fra Mikkel Mac.

Danskeren gav den imidlertid alt, hvad han havde i sig, og det gav bonus. Da det 70 minutter lange løb blev flaget af, kørte Mikkel Mac den røde og hvide Ferrari 488 GT3 fra Spirit Of Race over målstregen på en imponerende andenplads.

– Bilen var tæt på perfekt, og jeg begyndte straks at forberede på søndagens kvalifikation og løb.

Kvalifikationen søndag formiddag gik nu ikke helt, som Mac havde ønsket, og efter udfordringer med at sætte en optimal omgang sammen, kørte danskeren sig ind på en femteplads.

– Heldigvis føltes bilen bedre til selve løbet, hvor jeg fik en god start og hentede tredjepladsen på vej ned ad langsiden. Jeg måtte dog se tre andre biler komme flyvende forbi, inden jeg overhovedet gik på bremsen, og da måtte jeg erkende, at det ville blive et hårdt løb, forklarer Mikkel Mac.

Mikkel Mac fik dog kæmpet sig en plads tilbage, og efter en længere periode med safetycar forsøgte han at overhale yderligere konkurrenter, dog forgæves.

– Jeg havde simpelthen ikke fart nok og måtte give bilen videre til Miguel på en syvendeplads. Denne gang havde vi samtidig 15 sekunders ekstra tid i pitlane, hvilket betød, at Miguel returnerede til løbet på en 11. plads.

Den portugisiske racerkører kæmpede alt, hvad han kunne, men faldt helt tilbage på en 16. plads, før han fik kontakt med en konkurrent og røg i gruset, hvor duoens løb også endte.

– Det var naturligvis en supertræls måde at slutte sæsonen af på. Heldigvis sikrede vi os nogle gode point i weekendens første løb og slutter på en femteplads i mesterskabet. Det har været en fed sæson med en masse fantastiske mennesker, og kæmpe ros til både Miguel og hele holdet bag AF Corse og Spirit Of Race.

(Billede credit: Fotospeedy / International GT Open)

Mikkel Mac sluttede sæsonen med en podieplacering Read More »

Mikkel Mac igen på podiet i GT Open

Trods svære betingelser sluttede Mikkel Mac og Spirit Of Race på podiet i weekendens GT Open-løb på Monza.

København, 4. oktober 2017 – Sjette afdeling af International GT Open blev en udfordrende omgang for Spirit Of Race-kørerne Mikkel Mac og Miguel Ramos, som sluttede weekenden med en imponerende podieplacering.

Allerede inden weekendens første løb mærkede Ferrari-duoen modstand. Trods en ellers suveræn balance i deres Ferrari 488 GT3 matchede omgangstiderne under træningen slet ikke det, som konkurrenterne præsterede. Teamets ingeniører brugte derfor det meste af fredag aften på at analysere og optimere ud fra data og grafer for at være så godt forberedt som muligt til weekendens første kvalifikation lørdag formiddag.

“Det var Miguel, som kørte den første kvalifikation, og som forventet rakte det ikke til nogen topplacering, men derimod til en 13. plads. Ud over det fik Miguel samtidig en skidt start i lørdagens løb. Vi manglede omkring 10 kilometer i timen på topfarten, og han kom ud af første sving på en 17. plads, så der var virkelig noget at arbejde på,” forklarer Mikkel Mac.

Efter 29 minutter af det én time og 10 minutter lange løb pittede Miguel Ramos og afleverede bilen til Mikkel Mac på en 13. plads. Danskeren kørte herefter et imponerende stint og kunne krydse målstregen på en femteplads – altså hele otte placeringer højere, end duoen startede.

Søndag var det Mikkel Macs tur til at sætte en kvalifikationstid, og trods manglen på topfart, hvilket er kritisk på en højhastighedsbane som Monza, præsterede Mac feltets tredjehurtigste tid.

“Søndagens løb bød igen på en udfordrende start, hvor jeg kom igennem første sving på en fjerdeplads, selv om jeg inden svinget var nede på en sjetteplads grundet hastighedsforskellen,” forklarer Mikkel Mac.

“Jeg hang på og gjorde alt for at komme forbi bilen på tredjepladsen, men hver gang jeg kom ud af et sving og fik kæmpet mig op på siden af ham, trak han fra mig og fik lavet et hul på omkring 30 meter før hver bremsezone.”

Mikkel Mac afleverede bilen til Miguel Ramos på en fjerdeplads, men vidste samtidig, at en af bilerne foran ville skifte fra professionel til amatørkører, hvilket ville give Ramos en chance for at tage en placering.

“Miguel gjorde præcis, som vi håbede, og selv om han på de sidste to omgange fik selskab bagfra af en konkurrent, som også gerne ville på podiet, forsvarede han sig fantastisk og sørgede for, at vi sluttede løbet på tredjepladsen,” fortæller Mikkel Mac.

“Alt taget i betragtning var det fantastisk, at vi fik kørt en tredjeplads hjem under de betingelser, vi kæmpede med. Jeg er normalt ikke så stolt af en tredjeplads, men i dette tilfælde er det anderledes, da vi virkelig manglede fart.”

Næste opgave for Mikkel Mac i International GT Open er syvende og sidste afdeling af mesterskabet, som afvikles i Barcelona den 28.-29. oktober. Forinden skal Mac køre sidste afdeling af Danish Supertourisme Turbo i sin Alfa Romeo-racer for Team Roskilde Racing Center. Det sker på Padborg Park den 7.-8. oktober.

Presse kit med billeder

Mikkel Mac igen på podiet i GT Open Read More »

Sejr på Paul Ricard

Circuit Paul Ricard – Frankrig 10. Juni 2017 – To uger efter anden afdeling af International GT Open på Spa-Francorchamps blev tredjepladsen vekslet til en sejr på Paul Ricard for Mikkel Mac og Miguel Ramos i Spirit of Race – Ferrari 488 GT3.

Mikkel Mac sikrede sig pole position i lørdagens løb foran Tom Onslow-Cole (Mercedes AMG GT3) og Augusto Farfus (BMW M6 GT3)

Fra første startplacering kørte Mikkel Mac Ferrari nr. 488, efter en svær start samt tæt løb, kørte de to team-kammerater sig til den første sejr sammen. Mikkel leverede bilen til Miguel på omgang 17 på en øjeblikkelig andenplads men den førende BMW M6 med Augusto Farfus bag rattet udgik dramatisk under pit-runden da der gik ild i bilen.

“Starten var lidt kaotisk og jeg bliver ramt bagfra og på grund af det mister jeg et par placeringer i starten. Men jeg holdt hovedet koldt og kørte klogt og gik efter at få hentet placeringerne ind igen. Efter nogle omgange for fuld tryk og overhaling på Rob Bell, McLaren 650S kørte jeg et stort forspring ind til M6’eren med Farfus. Jeg kæmpede med BMW’en og kørte umiddelbart hurtigere, men deres topspeed på langsiden er mere end vores så det var svært at sætte et angreb ind. På omgang 14 begynder BMW’en så at smide olie ud bagfra og som resultat deraf får jeg olie på mine dæk som gør jeg ikke kan holde afstanden til ham. Dette gjorde at jeg måtte holde øje med angreb bagfra og efter et par hårde omgange med kamp om andenpladsen kørte jeg i pit og overlod bilen til Miguel som sammen med teamet lavede et perfekt pitstop”

“Miguel kørte den derfra sikkert hjem og i dag var det vores og teamets dag!
Det var så fedt endelig at stå øverst på podiet.” Siger en naturligvis glad Mikkel Mac fra det sydfranske.

Mikkel Mac og Miguel Ramos kører i pro-klassen i International GT Open som er en sprint serie med løb på 70 og 60 minutter. Der er løb på både lørdage og søndage. En sejr udløser 15 sekunders ekstra pitstop tid til søndagens løb.

Sejr på Paul Ricard Read More »

GT Open round 3 – Paul Ricard

Circuit Paul Ricard – Frankrig 9. juni 2017 – Ovenpå en solbeskinnet weekend i Belgien med både podieplads og defekt motor, er Mikkel Mac og Miguel Ramos, nu helt klar til tredje runde af International GT Open. Vi kører på banen i Le Castellet i det sydlige Frankrig hvor jeg i 2016 sammen med Formula Racing, hentede en andenplads. Så podieplads er målet og indenfor rækkevidde.

I fredagens træning havde vi længe de hurtigste tider og FP2 sluttede med Ferrari nr. 488 som tredje hurtigste tid efter to andre Ferrari 488 GT3’ere fra henholdsvis AF Corse og SF Racing. På baggrund af det har teamet kigget endnu mere på data for at finde de sidste tiendedele og med de seneste justeringer bør vi være med helt oppe foran til første kvalifikation lørdag kl. 11.30 hvor det er mig der skal sætte tiden.
Vi vil forsøge at bruge mindst mulig brændstof samt dæk så tiden skal sættes i et vindue på to-tre omgange.

Til lørdagens race 1, kl. 16.15, vil det også være Mikkel Mac som starter i bilen som vi også gjorde på Spa hvor det viste sig at være en god strategi.

LIVESTREAM

Der er livestream fra løb lørdag og søndag som streames via youtube og med link på mikkelmac.dk/livestream.
Vi vil også sørge for at holde jer opdateret på facebook og instagram.

 

LØRDAG

SØNDAG

KVALIFIKATION MIKKEL

KL.11:30

1. RACE

KL.16:15 (70 MIN)

KVALIFIKATION MIGUEL 

KL.09:45

2. RACE

KL.14:15 (60 MIN)

Og som altid vil jeg gerne sige TAK til alle jer som støtter op om Mikkel Mac.
Sponsorer, venner, fans og følgere, samt familie og kæreste. Tak!

//Mikkel

GT Open round 3 – Paul Ricard Read More »

Mikkel Mac tog sæsonens første podieresultat på Spa-Francorchamps

Sikrede sig tredjepladsen i weekendens første løb som hurtigste Ferrari generelt

Spa-Francorchamps, 29. maj 2017
– Anden afdeling af International GT Open udløste sæsonens første podieresultat til Mikkel Mac, som sammen med sin teamkammerat Miguel Ramos kørte over målstregen som hurtigste Ferrari.

“Det var fedt at kunne stille sig på podiet igen. Andenpladsen var indenfor rækkevidde, og mere vigtigt var, at vi var hurtigste Ferrari og samtidig den bedst placerede,” lyder det fra Mikkel Mac.

Det var danskeren, som lørdag formiddag kvalificerede den røde Ferrari 488 GT3 på en andenplads, kun 0,06 sekunder fra den pole-vindende Lexus. Mac skulle dermed sætte sig i bilen den første til eftermiddagens løb, hvor han fik en god start i forreste række og formåede at hænge på den ellers overlegne Lexus og samtidig skabe et hul ned til forfølgerne. Et hul, som dog gentagende gange blev lukket af safetycars.

“Efter sidste safetycar fik jeg tre omgange inden jeg skulle køre i pit og aflevere bilen til Miguel, og da lykkedes det mig at skabe et hul ned til Rob Bell på tredjepladsen på næsten fem sekunder. Desværre havde crewet problemer med et hjul i pitten, hvilket kostede os nogle sekunder, men Miguel nåede stadig på banen som nummer to,” forklarer Mikkel Mac.

Teamkammeraten måtte dog i sidste ende overgive andenpladsen til en BMW, hvilket betød, at Mac og Ramos måtte nøjes med det nederste podium i denne omgang. Det gode resultat sendte imidlertid motivationen hos de to Ferrari-kører helt i top inden weekendens andet løb, som blev kørt søndag.

Her var det Miguel Ramos, som skulle sætte en tid i kvalifikationen, som blev afviklet på våd bane. Portugiseren kvallede den schweiziske Ferrari på en tiendeplads og var samtidig første mand i bilen til løbet, som blev sat i gang søndag eftermiddag. Et løb, som desværre blev en meget kort fornøjelse for de to racerkørere.

“Miguel fik en god start og nåede at tage en placering, men allerede to omgange inde i løbet begynder motoren at tabe effekt, og teamet har intet andet valg end at kalde bilen tilbage til pitten. Det viste sig at være en defekt i motoren, så vi måtte bide i det sure æble og trække os helt ud af løbet,” fortæller Mikkel Mac.

“Surt at skulle udgå, når vi vidste, at vi havde farten, men sådan er det desværre sommetider. Når skuffelsen har lagt sig, må man sige, at vi fik bevist, at vi er med helt fremme blandt de hurtigste i mesterskabet. Ingen anden Ferrari var lige så hurtig som vores, så der er bestemt noget at bygge videre på inden næste løb.”

Næste opgave for Mikkel Mac i International GT Open er allerede om to uger på Paul Ricard-banen i Frankrig.

Pressekit

Mikkel Mac tog sæsonens første podieresultat på Spa-Francorchamps Read More »