carlosconsulting

Formula Racing i aktion på Red Bull Ring og Zandvoort i weekenden

Mac, Nielsen og Laursen stiller op i 3. afdeling af European Le Mans Series på Red Bull Ring i Østrig, mens Formel 3-køreren Mikkel Jensen skal kæmpe på hollandske Zandvoort.

Pressemeddelelse fra FORMULA RACING

Allerød, 15. juli 2016 — En travl weekend venter det danske motorsportsteam Formula Racing, som skal i aktion flere steder i Europa. Mens Mac, Nielsen og Laursen stiller op til 3. afdeling af European Le Mans på Red Bull Ring i Østrig, skal det 21-årige Formel 3-talent Mikkel Jensen på arbejde på Zandvoort i Holland.

_D7X1206

Vi ser frem til at komme tilbage på racerbanen med vores Ferrari 458 Italia, og vi har gode erfaringer med Red Bull Ring, hvor vi hentede en suveræn sejr sidste år, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

De tre kørere, Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen, skal i aktion for første gang siden 24-timers Le Mans, hvor holdet sluttede på en 6. plads. Danskerne havde en stærkt debut i den franske klassiker, men blev i løbets første timer udfordret af et løst forhjul, som sendte den ellers hurtige Ferrari fem omgange bagud.

Mac og Nielsen: Ser frem til godt ræs i Østrig

– Jeg glæder mig helt vildt til at komme bag rattet igen. Red Bull er en fed og topmoderne racerbane med masser af fart og et spændende layout med markante højdeforskelle. Vi kommer jo med en sejr fra sidste år, som vi forhåbentlig kan forsvare, siger Mikkel Mac.

Den 23-årige racerkører, som har to VM-titler og et europamesterskab på sit CV, er mere end klar til at sætte sig bag rattet af den danske Ferrari igen. Det samme gælder 24-årige Christina Nielsen, som kommer direkte fra Canadian Tire Motorsport Park i Canada, hvor hun sidste weekend udbyggede sin føring i det amerikanske IMSA-mesterskab.

– Red Bull Ring er en virkelig fed bane med hurtige langsider, som lægger op til godt ræs, især i GT-serier. Jeg ser frem til at komme tilbage på banen med Formula Racing, og jeg håber, mit gode momentum fra de amerikanske baner kan være med til at give os noget af den succes, som vi stadig har til gode i denne sæson, siger Christina Nielsen.

Mikkel Jensen i Formel 3-udfordring på Zandvoort

Mens holdkammeraterne kæmper i Østrig, skal Formula Racings 21-årige formeltalent Mikkel Jensen i aktion på den hollandske racerbane Zandvoort, som lørdag og søndag lægger asfalt til 6. afdeling af FIA Formula 3 European Championship.

– Zandvoort er en af sæsonens mest udfordrende baner, da den kræver, at man hele tiden bevæger sig på grænsen og udnytter racerbilens downforce. Samtidig er det en svær bane at overhale på, så en god kvalifikation er afgørende for et godt resultat, forklarer Mikkel Jensen.

Den hurtige aarhusianer kan samtidig præsentere et samarbejde med den anerkendte tyske hjelmproducent Schubert, som sidste år sponsorerede en hjelm til danskeren og som nu vil levere yderligere én i denne sæson ­– samt to hjelme per sæson fremover.

– Schubert er et kendt og meget anerkendt mærke indenfor motorsporten, ikke mindst i Formel 1. Jeg er naturligvis taknemmelig og beæret over, at de nu også vælger at hjælpe mig med min karriere, lyder det fra Mikkel Jensen.

Formula Racing i aktion på Red Bull Ring og Zandvoort i weekenden Read More »

Q&A med Mikkel Mac

Hej allesammen! Som afrunding på årets største udfordring kommer her mine svar på en række spørgsmål til de ting, som skete under 24-timers Le Mans.

Q: Mikkel Mac, hvordan var det at sidde i bilen til starten på 24-timers Le Mans?

A: Det var en vild følelse at stå på gridden under den lange åbningsceremoni og vide, at det var mig, som skulle hoppe i bilen og starte løbet. Da først jeg var spændt fast, og vi begyndte at køre, var jeg så fokuseret, at jeg ikke længere tænkte over, hvilket løb, det var. Fra det hele begyndte, var det bare racing.

Q: Du tabte det ene forhjul på et tidspunkt – kan du beskrive, hvad der skete?

A: Jeg havde netop været i pit for at skifte dæk, og da jeg bremsede første gang på vej ind i Dunlop-chikanen, rykkede det kraftigt i rattet. Da blev jeg klar over, at hjulet ikke var spændt. Jeg kunne dog tydeligt fornemme, at hjulet stadig sad på bilen, så derfor satte jeg farten ned for at begrænse skaderne. Men efter en halv omgang gled hjulet af bilen, og forenden røg ned på asfalten. Skaden var sket, og så kunne jeg lige så godt sætte farten op og komme hjem i en fart. Bilen blev fikset, men tiden i garagen kostede os desværre nogle omgange, og det var naturligvis ærgerligt at tabe chancen for at vinde løbet på så tidligt et tidspunkt. Men det kunne have været værre…

_D8X6677

Q: Hvordan var dit første Le Mans-stint?

A: Resultatmæssigt var det bestemt ikke godt, da vi blev sat meget tilbage af det tabte hjul. Men derudover er jeg godt tilfreds. Jeg syntes, jeg præsterede nogle rigtig stabile og hurtige tider. Det var en fantastisk oplevelse endelig at sidde i vores Ferrari og være med i verdens største motorløb.

Q: Hvordan oplevede du at køre i mørke for første gang?

A: Jeg er helt vild med at køre i mørke! Det er så fedt at virkelig skulle stole på sig selv og ens egne bremse- og indstyringspunkter. Nogle sanser forstærkes, og du skal kæmpe ekstra meget for tiderne. Det er mere udfordrende – det elsker jeg. Det er bestemt noget, jeg kan blive afhængig af!

Q: Du har forberedt dig fysisk til det her løb. Kan du mærke, du har været i god form?

A: Jeg har aldrig været i så god form, som jeg var op til Le Mans! Jeg er rigtig glad for, at jeg brugte så meget tid og energi, både alene, men også sammen med min personlige træner, Dennis fra Pulskoncept. For jeg må indrømme, at det er bestemt ikke nemt at præstere 100 procent i tre stints, hvor to af dem endda blev forlænget med 20 minutter på grund af gule flag. Når det så er sagt, vil jeg da lige gøre opmærksom på, at jeg altid træner hårdt, at det ikke kun var til dette løb…

Q: Hvad er din vurdering af dine medkøreres præstationer?

A: Både Christina og Johnny gjorde en fantastisk indsats, og vi blev ved med at køre vores eget løb efter problemet i starten, som satte os langt bagud. Vores ambition var at vinde, men vores mål var at gennemføre løbet. Efter omstændighederne er jeg tilfreds med, at vi sluttede Le Mans på en 6. plads.

_D7X2401

Q: Hvad var det fedeste ved 24-timers Le Mans?

A: Jeg lever og ånder for at køre ræs, og at køre en racerbil fra Ferrari i verdens største motorløb var naturligvis en oplevelse, jeg er utrolig taknemmelig over. 24-timers Le Mans er dog en hel pakke og ikke kun ét løb, så der har været mange store oplevelser.

Q: Hvad var det ledeste ved 24-timers Le Mans?

A: Ventetiden! Programmet byder på en masse fede og spændende ting i dagene op til løbet, men for pokker, hvor er der meget ventetid. Vi ankom til banen søndagen før løbet, så da vi kørte bilen over målstregen, havde vi været i gang i en hel uge!

Q: Hvad synes du om supporten fra fans til kørerparade og i de danske camps?

A: Jeg må sige at vi danskere bare er enormt heldige at have så mange seje danske fans som støtter os i tykt og tyndt. Både i de danske camps omkring banen, men også til paradekørslen i byen, på tribunerne og ikke mindst på de sociale medier.

Q: Hvad følte du, da du så jeres bil køre over målstregen?

A: At stå på pitmuren sammen med min kæreste og min far og se Formula Racing-bilen køre over stregen … dét gav en stor klump i halsen. Og var nok dér, det gik op for mig, at jeg lige havde udlevet en af mine allerstørste livsmål.

Q: Ser vi dig på Le Mans igen?

A: Ja, for pokker!

Q&A med Mikkel Mac Read More »

Le Mans 2016: Vi gjorde det!

Drømmen gik i opfyldelse søndag, da de danske Ferrari-kørere fra Formula Racing gennemførte deres første 24-timersløb på Le Mans. Sluttede på 6. pladsen i GTE Am-klassen.

Pressemeddelelse fra FORMULA RACING

Le Mans, Frankrig, 20. juni 2016 — Det var et lykkeligt dansk team, som søndag eftermiddag gennemførte verdens største motorløb. Johnny Laursen kørte den rød/hvide Ferrari 458 Italia over målstregen på en 6. plads i GTE Am-klassen, mens Mikkel Mac, Christina Nielsen og resten af Formula Racing heppede med fra pitlane.

_D7X3400

– Det er så stort, at vi stadig har svært ved at forstå det, lyder det fra teamchef Allan Jørgensen.

– Alle tre kørere og hele vores teamcrew leverede en suveræn indsats denne weekend. Det var bestemt ikke noget problemfrit løb for os, men vi overmandede udfordringerne og holdt vores Ferrari kørende. Vi er så stolte af det her og vil gerne takke alle, som har været med til at få det til at lykkes.

Danskerne havde vist god fart i de indledende trænings- og kvalifikationsomgange, hvor alle tre kørere leverede toptider i deres kategorier. Håbet om en sejr bristede dog tidligt i løbet – der som det første i Le Mans-historien blev startet bag en safetycar grundet et voldsomt – da et forhjul rev sig kort efter Mikkel Macs andet pitstop.

Mikkel Mac: Ubeskrivelig oplevelse

Mac måtte køre tilbage til pitlane rundt på tre hjul, hvor mekanikerne rullede bilen ind i garagen og fik ordnet problemet. Kort efter var bilen på banen igen, men da havde danskerne tabt fire omgange.

– Det var ærgerligt, for vi havde uden tvivl farten til at kæmpe med i toppen af feltet, fortæller 23-årige Mikkel Mac.

– Men det ændrede ikke på, hvor ubeskriveligt fedt det var at køre Le Mans. Jeg er temmelig sikker på, at vi allesammen har fået vores livs oplevelse. Det var hårdt og nådesløst, men samtidig også fuldstændig fantastisk. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg kommer til Le Mans!

Christina Nielsen: At se det ternede flag var stort

Efter uheldet med det tabte hjul, kørte den rød/hvide Ferrari problemfrit gennem det meste af løbet. Under Christina Nielsens stint i løbets sidste timer søndag opstod nogle rystelser i bilen, hvilket krævede en ny støddæmper. Vibrationerne fortsatte, og bilen måtte for tredje gang i garagen, inden Mikkel Mac overtog bilen.

– Det var ret voldsomt, og jeg måtte sætte farten ned, da jeg var bange for, at rystelserne ville beskadige bilens chassis. Heldigvis var crewet igen hurtige til at løse problemet, så vi beholdt vores 6. plads i GTE Am-klassen.

24-årige Christina Nielsen skrev i øvrigt historie, da hun som den første danske kvinde stillede op og gennemførte det franske 24-timersløb.

– At se vores bil køre forbi det ternede flag gjorde dybere indtryk, end jeg havde forventet. Nu forstår jeg, hvorfor så mange Le Mans-kørere taler om, at alene dét at gennemførte Le Mans, er en præstation i sig selv.

Johnny Laursen: Første omgang var magisk

Det var Johnny Laursen, som kørte den danske Ferrari over målstregen, og smilet var svært at overse, da den 52-årige racerkører fik hjelmen af.

– Den første omgang på Le Mans var magisk, men det var det sandelig også at køre forbi målflaget! Ærgerligt, at vi skulle sættes så langt bagud fra start, for vi havde virkelig tempoet til at have kæmpet med om podiepladserne. Men vi gennemførte vores første Le Mans, og dét er en sejr for os!

Formula Racings næste opgave er tredje afdeling i European Le Mans Series, som afvikles på Red Bull Ring den 15.-17. juli.

Le Mans 2016: Vi gjorde det! Read More »

Le Mans 2016: Formula Racing er klar til verdens største motorløb

Efter en succesfuld træning og kvalifikation starter det danske Ferrari-hold midt i GTE Am-feltet, når 24-timers Le Mans skydes i gang lørdag eftermiddag.

Pressemeddelelse fra FORMULA RACING

Le Mans, Frankrig, 18. juni 2016 — De vandt et af verdens hårdeste GT-mesterskaber sidste år, og nu vil Formula Racing sætte sit aftryk på verdens største motorløb. Det danske Ferrari-team fra Allerød har vinderambitioner, når de lørdag stiller til start i 24-timers Le Mans.

_D7X2715

– Naturligvis vil vi vinde. Det må og skal være ambitionen, når man stiller op til noget så stort som Le Mans, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

Den danske Ferrari 458 Italia med Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen gjorde god figur i den obligatoriske træning og kvalifikation onsdag-torsdag, selv om vejrforholdene gjorde det besværligt for teamet at forbedre onsdagens referencetid.

– Det er første Le Mans for hele holdet, så vi fokuserede primært på at få nogle omgange i alle kørere og finde en opsætning, som alle er komfortable med. Det er lykkedes, og vi er klar til den store udfordring.

Mikkel Mac: Vi skal godt fra start

23-årige Mikkel Mac får ligesom sine teamkammerater debut i den franske klassiker og ser frem til at sende den danske Ferrari ud på de første omgange, når løbet sættes i gang lørdag eftermiddag klokken 15.00.

– Vi starter P7, og det er vi godt tilfredse med. Vi ved, at vi har farten til at være med helt fremme, og starten på løbet handler primært om at komme godt af sted og indrette sig i klasserne uden at blive involveret i problemer, forklarer Mikkel Mac.

Christina Nielsen: En fantastisk uge

Også 24-årige Christina Nielsen har store forventninger til 24-timersløbet. Den danske racerkvinde vandt 12-timersløbet på Sebring tidligere på året og er mere end klar til at udfordre verdens største motorløb, hvor hun bliver første danske kvinde på startlisten.

– Det er selvfølgelig det samme for alle, men som et rookieteam har vi brug for al den forberedelse vi kan få. Indtil videre har det været en fantastisk uge med så mange forskellige og store oplevelser, at det er svært at tage det hele til sig.

Johnny Laursen: Nu slipper vi hesten løs

Formula Racings tredje kører, Johnny Laursen, deler de spændte forventninger med sine teamkammerater. Den 52-årige racerkører var blandt de hurtigste i sin kategori under ugens kvalifikationssessions og ser frem til at komme på banen med sine teamkammerater.

– Vi har snart været her i en hel uge, og det er lidt som hest, som har været spærret inde i sin fold. Nu skal vi ud, og jeg glæder mig til den første omgang, som skulle være helt magisk. Den følelse vil man aldrig få igen, lyder det fra Johnny Laursen.

Besøg i danske Le Mans-camps

Formula Racing besøgte fredag de danske camps på Le Mans og deltog senere i den traditionelle kørerparade i den historiske bymidte i selve Le Mans.

Lørdag starter den danske Ferrari 458 Italia #60 fra syvende startposition i LM GTE Am-klassen, hvor også danske David Heinemeier Hansson deltager i en Porsche. Danske fans kan følge løbet på bl.a. TV 2 og Eurosport.

Le Mans 2016: Formula Racing er klar til verdens største motorløb Read More »

Formula Racing i topform efter succesfuld Le Mans-test

Det er et topmotiveret dansk Ferrari-team, der om 12 dage stiller til start i verdens største motorløb. Søndagens officielle Le Mans-test forløb tilfredsstillende for de tre danskerne, som nu føler sig forberedt og klar til deres livs udfordring.

PRESSEMEDDELELSE fra Formula Racing

Le Mans, Frankrig, 6. juni 2016 — Om mindre end to uger skydes verdens største motorløb i gang, og blandt de 60 deltagende biler er danske Formula Racing. De tre håbefulde kørere, Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen, tog søndag hul på opgaven i forbindelse med den officielle testdag.

_D8X4159

– Testen gik helt efter planen, og vi føler os klar til opgaven i næste uge, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

– Mikkel startede ud og satte nogle rigtig gode tider, hvorefter Christina og Johnny fik en masse omgange i bilen. Alt har spillet optimalt, så vi må konkludere, at de forberedelser, vi lavede på Paul Ricard-banen i forrige uge, har båret frugt.

Christina Nielsen: Godt forberedt til løbet

Teamets nyeste kører, 24-årige Christina Nielsen, kom til Le Mans direkte fra et løb i den amerikanske IMSA-serie, hvor hun lørdag hentede en 3. plads på gadebanen i Detroit.

Nielsen gik faktisk direkte fra privatflyet til en kort briefing, før hun satte sig bag rattet i Formula Racings Ferrari 458 Italia og kørte ud på de første testomgange.

– Det var fedt igen at mødes med gutterne fra Formula Racing og komme bag rattet i vores Ferrari. Det har været en hektisk weekend med løb i USA og test i Frankrig, men når Le Mans venter forude, er energiniveauet naturligvis højere end normalt, lyder det fra Christina Nielsen.

– Testdagen forløb perfekt, og jeg føler mig godt forberedt. Jeg synes, vi har fundet et rigtig godt setup, som vi kan arbejde videre på, når Le Mans-ugen begynder. Jeg glæder mig for vildt til at komme tilbage igen!

Mikkel Mac: En af de fedeste baner i verden

Formula Racings anden unge kører, 23-årige Mikkel Mac, er også tilfreds med søndagens test, hvor teamet for alvor fik testet bilen under de faktiske forhold.

– Ligesom sidste års test var det igen en fantastisk oplevelse at prøve kræfter med en af de fedeste racerbaner i verden, lyder det fra Mikkel Mac.

– Vi har forberedt os godt, og det er fedt at se på omgangstiderne, at de sidste ugers arbejde har givet pote. Alle kørere fik en masse omgange i kroppen, og vores Ferrari 458 Italia kørte godt med henblik på det lange løb, vi skal igennem.

– Testdagen har været en suveræn god optakt til det løb, vi alle har kæmpet så hårdt for!

Pressemøde og TV 2-indslag

Formula Racing kan den 9. juni opleves på det officielle danske Le Mans-pressemøde, som afholdes på Bellahøj i Købehhavn. Mikkel Mac og Christina Nielsen gæster samme dag Go’Morgen Danmark på TV 2, hvor de to kørere vil fortælle om forberedelser og forventninger til deres livs udfordring.

Det danske Le Mans-team drager allerede i den kommende weekend tilbage til La Sarthe-banen, hvor Le Mans-ugen starter med teknisk kontrol af biler og registrering af kørere søndag den 12. juni. Herefter følger træning og kvalifikation onsdag og torsdag, før den 84. udgave af 24-timers Le Mans skydes i gang lørdag kl. 15.00.

Formula Racing i topform efter succesfuld Le Mans-test Read More »

Formula Racing efter Imola-exit: Skuffende og ærgerligt

Skuffelsen var svær til at skjule hos de danske Ferrari-kørere, som lørdag eftermiddag måtte trække sig ud af weekendens afdeling af European Le Mans Series efter et crash.

PRESSEMEDDELELSE fra Formula Racing

Imola, Italien, 17. maj 2016 — De danske Ferrari-kørere fra Formula Racing nåede aldrig til start i weekendens afdeling af European Le Mans Series på italienske Imola. Et uheld under træningen gav så store skader på teamets Ferrari 458 GT2, at man ikke kunne nå gøre bilen klar til bilens løb.

_D8X0513

Christina Nielsen: Ærgerlig på teamets vegne

Det var den 24-årige Nielsen, som var bag rattet af den danske Ferrari, da den pludseligt forlod banen med høj hastighed i en chikanesektion. Uheldet skete under træningen, som indtil da have vist god fart fra Formula Racing.

Formula Racing efter Imola-exit: Skuffende og ærgerligt Read More »

Nyhedsbrev fra Mikkel Mac Racing

Hej, allesammen. Her kommer en opdatering på seneste weekendes afdeling af European Le Mans Series, som var mit første 4-timersløb med Formula Racing i denne sæson.

Helsingør, 20. april 2016

Så kom vi endelig i gang med ELMS-sæsonen! Desværre uden pokaler, da vi måtte nøjes med en 5. plads på Silverstone i weeekenden. Det var ærligt talt en hård start. Det var årets første løb, og der var flere ting, som ikke spillede, og som vi skal have styr på inden næste afdeling. På den positive side kom vi hjem med point, og vigtigst af alt ved vi, hvor vi kan forbedre os, så vi kan komme stærkt tilbage på Imola.

_D7X0339

Sparede en træning væk

Udfordringerne startede allerede under den første træning, som vi sparede væk, da serien kun havde tildelt os et begrænset antal regnvejrsdæk. Da vejrprognoserne fredag lovede regn på løbsdagen, skubbede vi bilen i garagen i stedet for at slide på gummiet. Denne strategi havde givet pote, hvis det havde regnet under løbet – men det blev i stedet tørt, og så manglede vi pludselig den træningstid, som vi sparede.

Nyhedsbrev fra Mikkel Mac Racing Read More »

Formula Racing og Mikkel Mac vil forsvare Europamesterskab

Det danske Ferrari-team vil forsvare deres mesterskab i European Le Mans Series, når den første ud af seks afdelinger køres på Silverstone denne weekend. Christina Nielsen er ny kører på det danske Le Mans-team.

PRESSEMEDDELELSE fra Formula Racing

Silverstone, England, 15. april 2016 — De vandt mesterskabet i 2015, og i den kommende weekend begynder det hårde arbejde med at forsvare titlen. Det danske Ferrari-team Formula Racing kører lørdag det første ud af i alt seks løb i årets udgave af European Le Mans Series, og forventningerne er naturligt høje.

_D8X3341

– Vi skal vinde mesterskabet, og derfor skal vi godt afsted fra start, lyder det fra teamets FIA Gold Driver, Mikkel Mac.

– Det bliver bestemt ikke uden udfordringer, for der er mange fabrikskørere med blandt de konkurrerende teams. Vi stiller med en ny besætning, da vi har fået Christina Nielsen ombord, og planen for weekenden er hurtigst muligt at finde en opsætning, som passer os alle, så vi kan anvende træningsrunderne mest effektivt.

Sidste års Formula Racing-hold bestod foruden Mikkel Mac og Johnny Laursen af italienske Andrea Rizzoli. I år har Christina Nielsen tilsluttet sig holdet som teamets FIA Silver Driver, og den hurtige kvinde kommer direkte fra en flot sejr i 12-timersløbet på den amerikanske Sebring-bane.

– Formula Racing leverede jo en fantastisk indsats sidste år, og jeg ser frem til at bygge videre på successen sammen med gutterne, lyder det fra 24-årige Christina Nielsen.

– Jeg glæder mig til for alvor at lære teamet at kende i denne weekend, og det virker som om, at konkurrenceniveauet i GTE-klassen er endnu højere i år, så det bliver spændende at se, hvor vi ligger i feltet. Jeg synes, vi har et godt hold og er godt forberedte.

Ferrari 458 GT2 i nyt design

Den nye og nu fuldt danske besætning deltog i den officielle test på Paul Ricard i slutningen af marts, og den gik ifølge teamchefen helt efter planen. Bilen er igen i år en Ferrari 458 GT2, som optræder i helt nye farver og design.

– Både Mikkel, Christina og Johnny (Laursen, red.) Fik kørt en masse omgange i bilen, og vi fik desuden afprøvet bilen i mørke under en aftentest, naturligvis med henblik på vores deltagelse i 24-timers Le Mans til juni, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

– Det er første gang, vores tre kørere skal dele en bil i et løb, og derfor er vi meget fokuserede på at finde et setup, som alle føler sig tryg ved. Da vi igen i år har fået tildelt en ny type dæk op til sæsonstarten i European Le Mans Series, har vi stadig noget at arbejde på, inden det går løs med kvalifikation og løb lørdag.

– Men vi føler os godt forberedte.

Weekendens løb på Silverstone efterfølges af yderligere fem afdelinger frem til oktober på henholdsvis Imola (Italien), Red Bull Ring (Østrig), Paul Ricard (Frankrig), Spa-Francorchamps (Belgien) og Estoril (Portugal).

TIDSPLAN FOR 4 HOURS OF SILVERSTONE

Fredag 15. april
09.00 (10.00 dansk tid) — Træning #1
14.45 (15.45 dansk tid) — Træning #2

Lørdag 16. april
10.50 (11.50 dansk tid) — Kvalifikation (GTE)
14.30 (15.30 dansk tid) — RACE (4 timer)

OBS! Følg Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen via livetiming og livestreaming på www.europeanlemansseries.com.

 

Formula Racing og Mikkel Mac vil forsvare Europamesterskab Read More »

Nyhedsbrev fra Mikkel Mac Racing

God påske allesammen. Her kommer en opdatering om mine seneste aktiviteter med Formula Racing og vores forberedelser til sæsonpremieren på European Le Mans Series om tre uger

Helsingør, 29. marts 2016

Inden påsken rejste jeg til Paul Ricard-banen i Sydrfrankrig sammen med resten af holdet fra Formula Racing. Vi deltog i den officielle test forud for sæsonpremieren, og det var første gang, teamet var samlet i den nye opsætning med Christina Nielsen, Johnny Laursen og jeg.

_D8X2426

Christina Nielsen er ny på holdet, men hun kom som ventet med masser af erfaring fra det amerikanske mesterskab og kunne gå til opgaven fra første dag. Både Christina, Johnny og jeg fik alle kørt en masse omgange, og vi ligger hvor vi skal individuelt og i forhold til vores FIA-kategoriseringer. Jeg er rangeret som guldkører, Christina sølv og Johnny bronze.

Nyhedsbrev fra Mikkel Mac Racing Read More »

Mikkel Mac indgår 2016-kontrakt med Formula Racing

Formula Racing har indgået en kontrakt med den 23-årige Mikkel Mac om en fuld sæson i European Le Mans Series samt 24-timers Le Mans. Det danske Ferrari-team har dermed sikret sig en af tidens hurtigste GT-kørere.

PRESSEMEDDELELSE fra Formula Racing

DSF_0862

Allerød, 22. januar 2016 — Formula Racing har endnu en gang sikret sig et af de mest toneangivende unge talenter i international GT-racing. Det danske Ferrari-team har nemlig hyret den 23-årige Mikkel Mac til en ny sæson i European Le Mans Series samt 24-timers Le Mans.

Mikkel Mac indgår 2016-kontrakt med Formula Racing Read More »